Mit navn er Mette Enøe Hansen, født i 1959 og bosat i Haslev, midtsjælland.
Min store kunstneriske lidenskab er glasmosaik. Jeg er den stolte "mor" til denne anderledes mosaikteknik "Figurativ Glasmosaik" i mit firma Glaspatch, hvor glas anvendes på glas. Dette giver et mere transperant, levende og ikke mindst flytbart billede.
Glasmosaikken kan bruges som dekoration på væg i stue, køkken, bad eller til udendørs terrasse eller have. Glaskunsten tåler både fugt og lys.
Teknikken: Arbejdsprincippet er som udgangspunkt en klar glasplade (kan være spejl). Når motivet er valgt limes forskellige glasstumper herpå. Stumperne kan bruges tilfældigt eller skæres ud specielt til det valgte motiv. Noget glas er genbrugsglas fra gl. blyindfattede vinduer, andet er ret dyrt special glas normalt beregnet til ting produceret ved varmning i ovn (fusing og slumpning). Heri kan indsættes f.eks. aluminium -, kobber-, sølv- og guldstykker. Når billedet er færdigt fuges der med flisefuge.
Billeder uden ramme ( 6 mm tykke) kan sættes op v.h.a. spejlbeslag. Det ses meget lidt. Det kan også opsættes i loft v.h.a. et skinne–stålwirebeslag, således undgår man at skulle bore i væggen.
Billeder i svæveramme ophænges som normalt.
Billederne, kan også bruges til indmuring i væg, efter at de har fået en behandling med hvid specielmaling på bagsiden.
Bestillingsarbejde udføres. Her samarbejder vi om at finde det bedste udtryk.