Jeg er født og opvokset ved Fosdalen i Hanherred og bor nu syd for Mariager Fjord. Er oprindeligt uddannet skovingeniør, men arbejder i dag hovedsageligt med kunst.

Jeg har tegnet og skåret i træ siden jeg var en lille dreng. Formsproget i træ er i sin enkle udgangsform interessant fordi det er underlagt årestrukturens lovmæssighed. Tre hak i en stolpe er en profil: hage, næse og mund. Skulpturarbejdet har været en lang spændende rejse ud i træet og ind i mig selv: fra noget enkelt frem mod noget mere og mere komplekst og naturalistisk og sjovt nok tilbage mod udgangspunktet igen - cirkelen sluttes, hvor det komplekse kan formidles i det enkle.

Jeg er stærkt optaget af udtryksformer og arbejder med tegning, maleri, stenskulpturer, træ- og metaltrådsfigurer. Det er fascinerende at man kan opnå et vist stade i et materiale og så springe sidelæns over i et andet og opleve, at man arbejder videre fra samme plan. Der kan overføres aspekter fra træskulpturen til trådfiguren, ligesom når et stykke musik opsættes til andre instrumenter: det er samme melodi, men det lyder anderledes. Dette ligger også i materialernes natur: ved træ- og stenskulpturer fjernes der materiale indtil værket er afdækket. Det overflødige hugges væk og alt udspiller sig inden for udgangsblokkens udstrækning. Alligevel kan en træblok på en halv meter skildre en knælende skikkelse, som i oprejst stilling ville have været over en meter høj. Trådfigurerne, derimod, bygges op. Processen har ingen grænse, der vil altid kunne sættes mere tråd på. På den måde er de som tredimensionelle stregtegninger. De er gennemsigtige, som et tyndt net omkring en kerne af intet.

En skulptur eller et billede kan skildre dele af virkeligheden, som ikke kan fotograferes. På den måde kan et hulemaleri af en urokse være mere realistisk end et fotografi. Hornene er måske gengivet større end i virkeligheden og klovene er væk i græsset. Sådan er det at møde den i virkeligheden. Sådan ser den ikke ud, men sådan føles det at se den.

Der ligger en sjov symbolik i trådskulpturerne, fordi det netop er beskueren, der fulder hullerne ud. På den måde er det dig som beskuer, der udgør en væsentlig del af værket.

- Og det hele handler netop om at se. Vi forsøger altid at beskrive alting med ord. Lad os huske, at noget forsvinder, når vi prøver at beskrive det. Som fuglen der letter og flyver bort, når vi peger og siger ”se”.