Leif Fleissig Hammelsvang.

Om mig selv.

Det blev mit lod i december 1970, at jeg skulle have diabetes type 1. Det skete da jeg var 27 år og kom fra en klar himmel og var på Thule Air Base Greenland. Den americanske læge sagde til mig , du bliver ikke gammel! Nu er jeg 67 år.

Om min kunst og mine tanker om mit maleri.

At se på billedet.

Det farve mættede, sanselige indhold i billederne gør dem lige dele uundgrundelige og umiddelbart begribelige og begge dele betyder at det både gør ondt og godt, at se på dem, hvis man lader sig hvirle med ind i dem og bliver så opslugt at øjnene ikke kan slippe kontakten med maleriet skabt af en kunstner, der hverken er realistik eller tids typisk ironisk.

Når jeg begynder et billed går jeg ikke ud fra et fastlagt system. Jeg maler ikke illustrativt. Billedet skal ligne, men repræsentere en psykist tilstand. Det er et psykist rum jeg maler og i billederne definerer jeg hver gang på ny de enkelte farvers rolle. Derfor er det utrolige gnaveri frem og tilbage med et billed. Kunst laver man ud fra et indre tryk. Men det indre tryk kommer fra noget oplevet.

Lønstrup har skrevet:

At brændstoffet til kunsten er det specifikt personlige erindringer fra barndommen, dit forhold til mennesker, du har mødt, kendt og glemt.
Dine nederlag og succes.
Angst og sorg kan man ikke overvinde, men kun mestrer.
Arbejdet hjælper med det.
Man kan holde sin smerte i ave ved arbejde og på en anden måde findes der en trøst i selve sorgen.
I det gentagne arbejde.

5.august 2010
Leif Fleissig Hammelsvang billedkunstner.